Der har ikke været slinger i valsen i 40-årige David Hellemanns karriereforløb. Den røde tråd har været meget tydelig. Hans arbejdsliv har handlet om at skabe en velfungerende effektiv offentlig sektor, for at få mest muligt ud af skatteborgernes penge. Punktum.
Han er opflasket i Finansministeriet, blev headhuntet til Danmarks Radio som økonomidirektør, var kortvarigt partner hos McKinsey & Co. inden han satte sig i stolen som departementschef i Finansministeriet den 20. oktober i år.

”I Finansministeriet handler det om skatteydernes penge og i Danmarks Radio handlede det om licensbetalernes penge – og i mine 19 dage hos McKinsey skulle jeg hjælpe offentlige virksomheder med at modernisere og effektivisere,” siger David Hellemann, der har brugt det meste af din arbejdstid på finansloven efter tiltrædelsen.
Udgiftsstyring i højsædet
Alligevel har han nået at tænke nogle tanker om, hvad han vil med ministeriet. Gennem møder med alle chefer i departementet og direktionen i styrelserne er han ved at danne sig et billede af, hvordan han bedst skruer organisationen sammen til at klare udfordringerne.
”Den største udfordring er at styrke udgiftsstyringen i staten. Vi skal have genoprettet balancen i de offentlige finanser. Og i forhold til organisationen er jeg mest optaget af i højere grad at få departementet og styrelserne til at fungere som en samlet koncern,” siger David Hellemann.
Skarpe skel, søjler, siloer og hierarkier skal nedbrydes, så organisationen bruger kræfterne bedst på kryds og tværs.
”Vi skal have mere ud af samspillet og de forskellige kompetencer vi har rundt omkring i koncernen, ” påpeger han.
En anden ting er, at Finansministeriet skal være mere optaget af at være bedre til at implementere de beslutninger, der tages.
”Derfor vil vi også få nogle organisatoriske forandringer. Vi er her i Finansministeriet optaget af at understøtte den politiske modningsproces. Men vi er nødt til at gå et skridt videre og sikre, at tingene bliver ordentligt implementeret,” siger David Hellemann.
Talentfabrikken FM
Det ligger også David Hellemann på sinde, at Finansministeriet tiltrækker nogle af de bedste hoveder fra universiteterne. De skal kunne se, at der er gode karrieremuligheder – både indenfor ministeriet og udenfor bagefter.
”Vi skal have en endnu mere dynamisk organisation, hvor der hele tiden kommer nye unge folk ind. I øjeblikket oplever jeg en utålmodighed blandt medarbejdere for at få nye opgaver og mere ansvar. Det er en del af talentudviklingen at skabe udveksling mellem departementet og styrelserne – og resten af verden for den sags skyld,” siger han og fortsætter:
”Hidtil har man gjort karriere i Finansministeriet ved at blive og stige i graderne. Jeg er optaget af, at det er sundt med praktisk erfaring – og så kan man komme tilbage og blive kontorchef, afdelingschef eller departementschef.”
Den synlige leder
David Hellemann vil være en synlig topleder. For udover at være tæt rådgiver for finansminister Claus Hjort Frederiksen og regeringen, så skal han også være den daglige leder af koncernen.
”Jeg har en forventning om at flere sager skal løses på et lavere niveau. Det gælder også i forhold til styrelserne, hvor der i højere grad skal uddelegeres til,” siger han om rollen som departementschef.
Han er direkte i sin kommunikation og medarbejdere og kolleger ved, hvad han mener og synes.
”Jeg går meget op i, at alle skal være ordentlige. De skal samarbejde, være troværdige og ikke sparke nedefter. De skal respektere de forskellige roller. For alle er vigtige for, at det hele kører,” siger David Hellemann, som gerne vil være bedre til at rose folk. Også selvom hans opvækst i Finansministeriet har lært ham at ros og anerkendelse ikke er det mest udbredte fænomen.
Hjem til ministeriet
Han blev kastet direkte ud i arbejdet med årets finanslov – og var glad for, at han kendte arbejdsgange og mentaliteten i ministeriet – og derfor relativt hurtigt kunne agere i systemet.
”Men mine grundlæggende værdier som høj faglighed, troen på, at vi kan ændre alt, hvis vi har de rette analyser og den rigtige timing – og at alting kan gøres bedre, har jeg jo her fra Finansministeriet,” siger David Hellemann, der i Danmarks Radio gik under navnet ”Hellemann-provinsen”.
”Det var min opgave at genoprette økonomi i DR og derfor var der mere fokus på økonomidirektøren, end der normalt ville være. Men jeg synes nu ikke jeg var specielt krigerisk, selvom vi var igennem en stor tilpasning i de år,” konstaterer han.
Magt og indflydelse?
Den nye departementschef har både været i Journalistens og Børsens lister over magtfulde folk i Danmark. Men ligesom han ikke tænker på prestige og penge, tænker han heller ikke på magt.
”Det er et enormt privilegium at sidde i den her position og varetage de opgaver, som jeg gør. Jeg interesserer mig for samfundsudviklingen - og hvordan man sørger for en mere effektiv offentlig sektor. Det er det mest spændende arbejde man kan få, når man kan få indflydelse på de ting, der interesser én,” siger David Hellemann.
DAVID HELLEMANN
2010 Departementschef i Finansministeriet
2010 Partner i konsulentvirksomheden McKinsey & Co.
2007 Økonomidirektør og stedfortrædende generaldirektør i Danmarks Radio
2005 Afdelingschef i Finansministeriet
2001 Kontorchef i Finansministeriet
1996 Fuldmægtig og senere chefkonsulent i Finansministeriet
1995 Cand.scient.pol fra Københavns Universitet
Finansministeriets nye departementschef 40-årige David Hellemann ser det som sin største udfordring at skabe balance i de offentlige finanser – og at skabe rum til at være koncernchef, fordi mængden af politiske sager er enorm.