Det statslige regnskabsråd

Det statslige regnskabsråd er et rådgivende udvalg i forhold til Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen.

Rådets rådgivende funktioner er koncentreret om følgende forhold:

  • At følge udviklingen i de internationale regnskabsstandarder på det offentlige område, herunder vurdere muligheden for at anvende disse standarder i det statslige regelsæt
  • At følge udviklingen i regnskabsreglerne på det private område herunder mulighederne for at anvende ændringer i dette regelsæt på det statslige område
  • Sparringspartner for udvikling og vedligeholdelse af det omkostningsbaserede- og udgiftsbaserede regnskabsregelsæt i staten

Udviklingen i internationale offentlige regnskabsstandarder på tværs af landegrænser sker typisk gennem fastsættelse af vejledende regnskabsstandarder.

På det offentlige område er der således fastsat vejledende regnskabsstandarder af IPSASB (International Public Sector Standards Board).

Udvalget skal herudover bl.a. følge udviklingen i regnskabsreglerne på det private område.

Regnskabsreglerne på det private område er indeholdt i årsregnskabsloven og bogføringsloven. Især reglerne i bogføringsloven minder meget om bestemmelserne på det statslige område, mens der er større forskelle mellem staten og det private område for så vidt angår reglerne omkring regnskabsaflæggelse.

Endvidere skal udvalget fungere som sparringspartner for udvikling og vedligeholdelse i det omkostningsbaserede og udgiftsbaserede regelsæt i staten.

Rådet består i udgangssituationen af 9 medlemmer og sammensættes af repræsentanter fra de ministerområder, der udsteder regler på regnskabsområdet, herunder ministerområder der har mange selvejende institutioner. Herudover deltager Rigsrevisionen i udvalget.

Rådet er oprettet medio 2008 under Finansministeriets efter aftale med Rigsrevisionen.

Som støtte for ministerområderne varetager Moderniseringsstyrelsen en rådgivnings og support funktion. Rådgivning og support kan hjælpe med tolkning og vejledning om de gældende regler.