2.6.8.1 Anvendelse og hjemmel
Hjemmel til at udføre indtægtsdækket virksomhed kan gives, når følgende betingelser er opfyldt:
- Der må ikke for kredsen af aftagere bestå en pligt til at aftage de pågældende varer eller tjenesteydelser.
- Institutionen skal kunne adskille den produktion af varer eller tjenesteydelser, der søges udført med indtægtsdækning, fra institutionens øvrige opgaver.
- De indtægtsdækkede aktivitetsområder skal være naturlige udløbere af institutionens almindelige virksomhed.
Hjemmel til at udføre indtægtsdækket virksomhed opnås på bevillingslov eller ved tilslutning fra Finansudvalget.
Indtægtsdækket virksomhed budgetteres på en særskilt underkonto på den hovedkonto, hvorunder den hører.
En statsinstitution skal udføre en opgave efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed, hvis institutionen udbyder en opgave, og på baggrund af eget kontrolbud vælger selv at udføre opgaven, jf. punkt 2.4.12 Udbud.
Oprettelse af underkonti under indtægtsdækket virksomhed som følge af kontrolbud sker på forslag til lov om tillægsbevilling.
2.6.8.2 Disponeringsregler
For indtægtsdækket virksomhed gælder disponeringsbestemmelserne for driftsbevilling, med de nedenfor beskrevne tilføjelser og undtagelser.
Ved indtægtsdækket virksomhed kan der afholdes udgifter svarende til indtægterne efter følgende regler.
- Det akkumulerede resultat må ikke være negativt fire år i træk. Såfremt dette ikke er opfyldt, skal Finansministeriet underrettes.
- Overskud eller underskud i et finansår kan videreføres til et senere finansår.
- Det akkumulerede resultat i den indtægtsdækkede virksomhed indgår i opgørelsen af det samlede resultat for den hovedkonto, hvorunder den indtægtsdækkede virksomhed hører, jf. punkt 2.6.7 Uforbrugt bevilling.
Er den indtægtsdækkede virksomheds akkumulerede resultat positivt, kan overskuddet overføres til forbrug under den almindelige virksomhed.
Indtægtsdækket virksomhed er ikke omfattet af lønsumsloft. Der gælder dog følgen-de begrænsninger vedrørende personaleforbrug:
Til indtægtsdækket virksomhed må der kun ansættes personale i et sådant omfang, at udgifterne hertil vil kunne dækkes af indtægterne ved virksomheden. I det omfang det skønnes nødvendigt for at sikre dette, skal ansættelserne være tids- eller opgave-begrænsede. Der kan ikke ansættes tjenestemænd eller tjenestemandslignende personale, herunder åremålsansatte, med ret til rådighedsløn, ventepenge eller aktuel pension ved afskedigelse direkte til den indtægtsdækkede virksomhed. Det personale, herunder overenskomstansatte chefer, der antages direkte til den indtægtsdækkede virksomhed, ansættes på de for staten almindeligt gældende overenskomstvilkår for den pågældende personalekategori.
Tjenestemænd eller tjenestemandslignende personale ansat ved institutionens almin-delige virksomhed kan udføre arbejde ved den indtægtsdækkede virksomhed. Der kan i disse tilfælde ansættes erstatningspersonale ved den almindelige virksomhed i overensstemmelse med reglerne for personale ansat direkte til den indtægtsdækkede virksomhed.
Der kan i forbindelse med indtægtsdækket virksomhed tegnes forsikring for pro-duktansvar og professionelt ansvar.
2.6.8.3 Prisfastsættelse af varer og ydelser
Ved indtægtsdækket virksomhed skal prisen på den enkelte vare og ydelse fastsættes således, at der ikke sker konkurrenceforvridning over for private eller offentlige konkurrenter, og således at omkostningerne dækkes.
Såfremt den indtægtsdækkede virksomhed har monopol eller befinder sig i en monopollignende situation, udgør den pris, der sikrer dækning af omkostningerne, samtidig et maksimum for prisfastsættelsen på den pågældende vare eller ydelse, når af-sætningen sker i Danmark.
Hvor institutionen afsætter varer eller ydelser på et marked præget af konkurrence, kan indtægterne herved overstige omkostningerne.
Der henvises til vejledning om prisfastsættelse, der er optaget i ØAV.
2.6.8.4 Budget og regnskab
Den indtægtsdækkede virksomhed budgetteres på finanslovsforslaget på grundlag af det forventede aktivitetsniveau, dog således at der er balance mellem indtægter og udgifter.
I anmærkningerne til finanslovsforslaget redegøres for de indtægtsdækkede aktivite-ters art, forventede omfang og afgrænsning over for institutionens øvrige opgaver.
Udgifter til varer og ydelser, der er indkøbt i det indeværende finansår, og delvis forbruges af den almindelige, delvis af den indtægtsdækkede virksomhed, konteres under den almindelige og den indtægtsdækkede virksomhed i overensstemmelse med det faktiske forbrug.
Hvis den indtægtsdækkede virksomhed forbruger et aktiv, der er indkøbt af den almindelige virksomhed i et tidligere finansår, skal udgifterne ligeledes fordeles efter det faktiske forbrug.
Lønudgifterne til personale, der medvirker delvis ved indtægtsdækket virksomhed, konteres under den indtægtsdækkede virksomhed eller den almindelige virksomhed i overensstemmelse med den faktiske fordeling af tidsforbruget.
Overførsel af administrationsbidrag, bidrag til fællesudgifter, udgifter til leje af aktiver og lignende skal ske ved anvendelse af interne statslige overførsler mellem den indtægtsdækkede virksomhed og den almindelige virksomhed.
Indtægtsdækket virksomhed, der har ikke-afgiftspligtigt salg til andre institutioner inden for ministerområdet, kan på regnskabet optage de hertil knyttede udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms under institutionens ordinære virksomhed.
For regler om registrering af momspligtig virksomhed henvises til merværdiafgiftslovens kapitel 12.