Budgetoplysninger for et finansår indrapporteres på hovedart 0 og anvendes til opstilling af anmærkningerne for omkostningsbevillinger. Regnskabskontiene i Finansieringsoversigten er oprettet for at sikre overførsel af de budgetterede oplysninger fra SB til SKB og for at skabe sammenhæng mellem disse og standardkontiene i kontoplanen for 2007. Dermed kan oplysninger indberettet på standardkonto 02 sammenlignes med en del af de oplysninger, der er registreret på standardkonto 50 (immaterielle anlægsaktiver) og 51 (materielle anlægsaktiver).
Finansoversigten bliver automatisk genereret ved at indberette oplysninger på standardkonto 01 til 09 og ved at tilknytte en firecifret regnskabskonto til hver standardkonto. Dermed kan der i de officielle regnskaber følges op på relevante nøgletal. Regnskabskonto 01 til 09 anvendes kun til budgettering og ikke til kontering.
Finansoversigten angiver, hvorledes institutionens samlede gæld er sammensat og indeholder samtidig oplysninger om institutionens samlede låneramme. Finansoversigten udarbejdes i forbindelse med udarbejdelsen af finanslovforslaget. (Finanslovforslaget indeholder budgetforslag for det kommende finansår. Herudover indeholder det ikke-bindende budgetoverslag for de følgende tre finansår, og er således udtryk for en budgetlægning, der rækker fire år frem i tiden). Angivelserne i F- og BO-årene er således institutionernes bedste skøn over gældens sammensætning.
Nedenfor er finansoversigten over standardkonto 0.
Desuden anvendes standardkonto 78 "Overført overskud beholdning" midlertidigt til opstillingen af finansieringsoversigten på FFL2007 og FFL2008.
De enkelte budgetkonti er beskrevet nedenfor.
01 Langfristet gæld primo året
Den forventede startsaldo for den langfristede gæld forud for Finansåret indberettes her. Alternativt kan saldoen hentes automatisk via SKS.
Parallellen til standardkonto 01 er regnskabskonto 86.20 "SKB FF4 Langfristet gæld" i kontoplanen for 2007. Som nævnt er standardkonto 01 en budgetkonto, og al regnskabsmæssig kontering sker derfor på regnskabskonto 86.20.
02 Anskaffelser i F-året
Forventende anskaffelser til alle immaterielle og materielle aktiver i Finansåret indberettes her. Dette gælder dog ikke anskaffelser til immaterielle udviklingsprojekter under opførsel, der regnskabsmæssigt føres på regnskabskonto 50.50 samt igangværende arbejder for egen regning, der regnskabsmæssigt føres på regnskabskonto 51.20. Disse indberettes under konto 06.
03 Overførsel fra bygge- og IT-kredit til langfristet gæld
De forventede overførsler fra bygge- og IT-kreditten til den langfristede gæld indberettes her i overensstemmelse med forventningerne til afslutningen og dermed aktiveringen af igangværende projekter.
Ved overførsel af finansiering til den langfristede gæld skal der regnskabskonteringsmæssigt flyttes likviditet fra bygge- og IT-kreditkontoen (regnskabskonto 86.41) til den langfristede gæld (regnskabskonto 86.21), således at afskrivninger på aktivet kan påbegyndes. Som nævnt er standardkonto 03 en budgetkonto, og al regnskabsmæssig kontering sker derfor på regnskabskonto 86.41 og regnskabskonto 86.21.
04 Afdrag på langfristet gæld
De forventede afdrag i finansåret indberettes her i overensstemmelse med de i finansåret indberettede afskrivninger på driftskonto 20/20.30
Parallellen til standardkonto 04 er regnskabskonto 86.25 "Afdrag langfristet gæld" i kontoplanen for 2007. Det er denne regnskabskonto, der konteres på, såfremt der afdrages på gælden.
05 Bygge og IT-kredit primo F-året
Den forventede startsaldo for bygge- og IT-kreditten forud for finansåret indberettes her. Alternativt kan saldoen hentes automatisk via SKS.
06 Igangværende bygge- og IT-projekter - tilgang
De forventede anskaffelser til immaterielle udviklingsprojekter under opførsel, som regnskabsmæssigt konteres på regnskabskonto 50.50, samt igangværende arbejder for egen regning, der regnskabsmæssigt konteres på regnskabskonto 51.20, i Finansåret indberettes her.
07 Kortfristet gæld (træk på FF7 finansiering)
Såfremt der i finansåret er forventninger til underskud på FF7 - finansiering - skal dette indberettes på denne konto som kortfristet gæld.
08 Låneramme
Her indberettes det maksimumbeløb, der udgør det loft, der er for optagne lån i Finansåret, årets låneramme. Dvs. lånerammen angiver det samlede maksimum for likviditetsområdets lånetræk, og lånerammens maksimum må ikke overskride summen af saldiene på den langfristede gæld (FF4) (regnskabskonto 86.21) og bygge- og IT-kreditten (regnskabskonto 86.41).
09 Afhændelse af aktiver - afgange
Alle årets afgange af aktiver skal indberettes her i overensstemmelse med forventninger til salg/afhændelse af aktiver i Finansåret.